Vaccination af Hunde

Vi udfører vaccination af din hund
Inden vaccinationen foretager vi et sundhedstjek af din hund, da hunden skal være sund og rask, inden vi giver vaccinen.
Vi tjekker tænder og slimhinder, vi tjekker ørerne for mider og infektion og pelsen for utøj.
Vi lytter på hjerte og lunger og undersøger hundens almene tilstand.
Neglene bliver også klippet, hvis man ønsker det.
På Dyreklinikken Centrum har vi flere forskellige vacciner og vi vælger vaccine i samråd med ejeren for, hvad lige netop din hund har brug for.
Hundesyge
Virus, der giver symptomer såsom feber, nedsat appetit, nedstemthed, flåd fra øjne, hoste, opkast, hård hud på snude og trædepoter, neurologiske symptomer og i værste tilfælde død.
Vaccinationsprocedure: basisvaccinationer, derefter hvert tredje år.
Smitsom leverbetændelse
Virus, der giver både en mild og svær form. Symptomer er nedsat ædelyst, depression, opkast, feber, mørk urin m.m. Den svære form giver betydelige smerter, shock og evt. pludselig død.
Vaccinationsprocedure: basisvaccinationer, derefter hvert tredje år.


Parvovirus
Virus der giver symptomer såsom nedstemthed, diarre (ofte blodig), opkast, dehydrering, shock og hos hvalpe ses også hjerteproblemer og pludselig død.
Vaccinationsprocedure: basisvaccinationer, derefter hvert tredje år.
Hundegalskab (rabies)
Virus. Der er typisk tre stadier: 1) ændring i temperatur, intensiv kløe (1-2 døgn), 2) uro, aggressivitet, sensitiv for lys, lyd og berøring (2-3 døgn), 3) lammelser, øget spytsekretion og død (1 døgn). Forekommer ikke hos hunde og katte i Danmark. Vaccinationen kræves ved rejse i udlandet.
Vaccinationsprocedure: basisvaccinationer, derefter hvert tredje år.

Kennelhoste
Virus og bakterie, der giver akut og tør hoste, der ofte ender med udløsning af brækningsrefleksen, nedstemthed, appetitløshed og muligvis feber og næseflåd. I alvorlige tilfælde kan kollaps af luftrøret forekomme.
Vaccinationsprocedure: basisvaccinationer, derefter hvert år.
Leptospirose
Bakterielignende organisme, der giver symptomer såsom feber, nedsat ædelyst, opkast, dehydrering, blødninger, nyrer og leverinsufficiens, lungelidelse.
Vaccinationsprocedure: basisvaccinationer, derefter hvert år.